Landsret løslader Amanda Jacobsen

Den tidligere direktør i Gate Gourmet Amanda Jacobsen er mandag blevet løsladt af Østre Landsret. Dermed underkender landsretten sidste uges afgørelse i Københavns Byret, som valgte at fængsle hende i 27 dage.

Ved grundlovsforhøret i sidste uge erkendte Amanda Jacobsen at have svindlet for 120 millioner kroner på sin tidligere arbejdsplads Gate Gourmet. Men der er ikke grundlag for, at hun skal i fængsel, mener landsretten.

"Henset til tidligere praksis vedrørende varetægtsfængsling af personer, der er sigtet for omfattende økonomisk kriminalitet, til at Amanda Nyholm Jacobsen frivilligt er rejst til Danmark i anledning af straffesagen samt til hendes ganske særlige personlige forhold, findes hensynet til retshåndhævelsen ikke på det nu foreliggende grundlag at kunne begrunde varetægtsfængsling af hende," lyder landsrettens kendelse.

Den tidligere topdirektør blev fyret 8. februar, og siden har Gate Gourmet forsøgt at få landet sagen uden at indblande politiet. Det lykkedes ikke, og Amanda Jacobsen blev fredag i forrige uge anmeldt til politiet, som skred til anholdelse tirsdagen efter.

Amanda Jacobsen erkender underslæb og dokumentfalsk for 120 millioner kroner, men anklagemyndigheden mener, at beløbet løber op i omkring 140 millioner kroner.

Ifølge anklagemyndigheden startede underslæbet i 2008, hvor direktøren overførte seks millioner kroner til sine egne konti. I 2009 blev der overført 92 millioner, mens hun frem til februar i år nåede at lænse sin arbejdsgiver for 39 millioner kroner.

I grundlovsforhøret i sidste uge forklarede hun, at det lykkedes hende at skaffe sig adgang til virksomhedens mange penge ved at bruge en anden medarbejders oplysninger, så det så ud som om, de begge havde givet samtykke.

- Der har været mange forskellige medarbejdere i regnskabsafdelingen. Jeg var bekendt med en af de andres koder. Det var vi alle sammen, sagde Amanda Jacobsen under grundlovsforhøret.

/ritzau/

Amanda Jacobsen er blevet løsladt af landsretten trods tilståelse af millionsvindel.

Offentliggjort Sidst opdateret