Landsret skærper straf til to mænd i sag om våbenlager i Ballerup
To mænd ankede lange domme i sag om våbenlage. Tirsdag har Østre Landsret skærpet deres straffe. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En 28-årig er idømt ti års fængsel for at stille sin lejlighed til rådighed for våbenlager, oplyser anklagere.
Østre Landsret har tirsdag skærpet straffen for to mænd, der i maj sidste år fik lange fængselsstraffe i en sag om et større våbenlager i Ballerup.
Det oplyser anklagere i Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) Jens Kjærgaard og Lasse Biehl, der har ført sagen.
25-årige Fatih Kaplan og 28-årige Benjamin Khornsorn blev idømt henholdsvis 11 og 9 års fængsel i byretten.
De ankede byretsdommen, fordi de ønskede at blive frifundet - alternativt at få en mildere straf.
Men dommere i Østre Landsret valgte at skærpe straffene til begge mænd.
Det betyder, at den 25-årige er idømt 12 års fængsel, mens den 28-årige er idømt 10 års fængsel.
Mændene er dømt for at opbevare blandt andet seks pistoler, en revolver og en maskinpistol i en lejlighed i Ballerup.
Anklagerne oplyser, at den 28-årige, der er idømt ti års fængsel, alene er dømt for at stille sin lejlighed til rådighed til våbenlageret.
I dommen er der lagt vægt på, at våbnene skulle sælges til personer fra det kriminelle miljø.
- Der er tale om en ekstremt alvorlig sag. Vi er godt tilfredse med, at retten også lægger vægt på, at våbnene var klar til brug - de var pakket i poser, og der var over 500 stykker ammunition - og af den grund også vælger at skærpe straffene, siger Jens Kjærgaard.
To andre er tidligere blevet dømt i sagen.
27-årige Dede Emre Harmanci tilstod sin rolle i sagen i starten af april, hvor han blev idømt 10 års fængsel.
En 32-årig mand, Raza Ali Bashir, har også tidligere tilstået sin rolle i sagen. Det fik han ligeledes 10 års fængsel for.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i en pressemeddelelse skrevet, at det kom på sporet af sagen, da den 25-årige, der mandag er idømt 12 års fængsel, blev stoppet med en pistol.
Kort efter anholdelsen blev lejligheden i Ballerup ransaget af politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned