Landsret: Teleselskaber skal ikke udlevere data om kunder
Telekunders ret til at beskytte personlige oplysninger vejer tungere end film- og serieindustriens muligheder for at beskytte ophavsret. Det slår Østre Landsret fast.
Derfor kan teleselskaber afvise at udlevere oplysninger om kunder, som er mistænkt for at bruge ulovlige filmtjenester. Foto: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson/arkiv
ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Telia og Telenor kan ikke tvinges til at udlevere data om kunder mistænkt for brug af ulovlige filmtjenester.
Teleselskaber er ikke forpligtede til at udlevere oplysninger om deres kunder. Det selv om kunderne er mistænkt for at have brugt ulovlige tjenester til download eller deling af film på nettet. Det slår Østre Landsret fast.
Kundernes ret til at beskytte personlige oplysninger vejer tungere end film- og serieindustriens muligheder for at beskytte ophavsret. Det er konklusionen fra landsretten.
I oktober 2017 nåede Retten på Frederiksberg frem til det modsatte.
Sagen handler om, hvorvidt Telenor og Telia i Danmark kan pålægges at udlevere oplysninger om kunderne. Det kræver et selskab, der repræsenterer rettighedshaverne af de pågældende film. Anmodningerne drejer sig om cirka 4000 ip-adresser.
Telia og Telenor indbragte sagen for retten. De mener, at borgernes retssikkerhed vil blive krænket unødigt, hvis de udleverede oplysningerne.
Det er blandt andet advokatfirmaerne Opus og Njord, der i de seneste år har øget presset på brugerne af de ulovlige hjemmesider.
Med trusler om retssager tilbydes telekunder, hvis ip-adresser har tilgået de ulovlige sider, et forlig på 2200 kroner.
Hos Telia mener direktør for corporate affairs Lasse Andersen, at landsrettens kendelse er en sejr for databeskyttelse af telekunder.
- Vi gemmer og logger data til brug for politiets efterforskning af hård kriminalitet og terror. Og retten har slået fast, at vi ikke skal udlevere eller bruge det til andre formål, siger han.
Samme melding kommer fra Telenor Danmark.
- Vi og andre danske teleselskaber er pålagt at logge kundedata, for at politiet kan bekæmpe grov kriminalitet og terror, men lovgivningen har bare ikke været klar nok i forhold til anvendelsen af logget data, siger juridisk direktør Mette Eistrøm Krüger.
Advokat Jeppe Brogaard Clausen fra Njord Law Firm ærgrer sig på vegne af filmproducenterne over, at "filmpirater får lov at gemme sig".
- Det er en trist besked til den danske film- og tv-branche, at mulighederne for selv at undersøge ulovlig fildeling besværliggøres, og at arbejdet i højere grad må overlades til politiets knappe ressourcer, siger han i en pressemeddelelse.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet