Landsretten giver ikke rabat i sag om kreditbedrageri
Østre Landsret idømte tirsdag den 43-årige Bo Madsen fra Næstved tre års fængsel for omfattende kreditbedrageri og brandstiftelse.
Dermed stadfæstede landsretten længden af den fængselsstraf, som han sidste år blev idømt i Retten i Næstved.
Desuden skærpede landsretten byrettens dom, så Madsen i al fremtid ikke må være direktør i selskaber eller personligt være involveret i ledelsen af virksomheder i catering- og rengøringsbranchen.
Den 38-årige Jan Obbekær Hansen, der var medtiltalt for bedragerierne, fik stadfæstet sin straf på halvandet års fængsel.
Bo Madsen blev allerede i 1999 dømt for kreditbedrageri, og tirsdagens dom er en tillægsstraf til en dom fra 2011, hvor han blev dømt for kreditbedrageri i rengøringsbranchen.
De forhold, som han nu er dømt for, blev begået sammen med hans tidligere samlever, Henrik Haugberg Madsen, der forsvandt, mens sagen blev behandlet i byretten, og som derfor blev udskilt af sagen.
Bo Madsen blev tidligere på året idømt 14 års fængsel for at have dræbt samleveren, selv om liget aldrig er fundet. Han har under sagen nægtet sig skyldig og har anket dommen. Ankesagen indledes senere på året, og der ventes dom næste forår.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet