Mistanken er stærk nok mod en 48-årig mand til at holde ham fængslet for drabet på Lisa Sofie Andersen fra Herlev.
Østre Landsret har onsdag stadfæstet byrettens kendelse om, at der er en begrundet mistanke om, at han kvalte kvinden to dage før juleaften.
Manden har nægtet sig skyldig. Og han havde kæret afgørelsen fra Retten i Glostrup til landsretten i håbet om at blive løsladt.
Drabssagen er usædvanlig, fordi manden blev anholdt på et tidspunkt, da politiet endnu ikke havde fundet liget af den 37-årige Lisa Sofie Engelhardt Andersen.
I første omgang var beviserne for svage til en varetægtsfængsling, bestemte både Retten i Glostrup og derefter landsretten.
Politiet fik blot tre dage til at underbygge mistanken bedre, og det lykkedes i sidste øjeblik, da en hundefører fra politiet på sin fridag fandt liget ved en rideskole i Herlev.
Kvinden blev meldt savnet juleaftensdag af sin familie. Men hun var ikke hjemme, da en søster dukkede op på adressen i Melissehaven.
Planen var, at hun og hendes søn på fire år skulle have tilbragt julen sammen.
Hendes tidligere mand havde barnet, og de havde aftalt, at han skulle aflevere drengen til Lisa Andersen den 24. december.
Den varetægtsfængslede mand er beskyttet af navneforbud.
Politiet mener, at drabet blev begået den 22. december mellem klokken 16.10 og cirka klokken 20.30.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet