Lastbil vælter af færge 150 meter fra Hvalpsund

Færgen, der sejler mellem Hvalpsund og Sundsøre, rummer 30 personbiler eller to lastvognstog og 14 personbiler. Her ses Mary, som den kaldes, under en overfart. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

En lastbil er tirsdag endt i vandet på en færgeoverfart i Limfjorden. Ingen er kommet til skade.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag morgen er en lastbil rullet af en færge og ned i Limfjorden.

Det oplyser Nordjyllands Beredskab.

Der er tale om Hvalpsund-Sundsøre Færgen, som sejler mellem Hvalpsund og Sundsøre. Den kaldes også Mary.

Ingen personer er kommet til skade.

Til Ritzau siger Nordjyllands Beredskab, at lastbilen væltede ud i vandet omkring 150 meter fra kysten på vej mod Hvalpsund.

Ifølge overfartsleder på færgen Flemming Thomasen var det en håndbremse, der ikke var trukket, som fik lastbilen til at rulle.

- Chaufføren sad inde hos mig og drak kaffe, som han plejer. Så begyndte lastbilen at rulle, og han nåede ikke ud, inden den kørte ud over rampen. Så den ligger fortsat uden for molen nu, siger han til DR.

Han siger, at der ikke er andet end småt brændbart lastet på lastbilen.

Billeder fra Hvalpsund tirsdag eftermiddag viser, hvordan lastbilen lige akkurat stikker op over vandoverfladen.

For at få den op er planen, at den skal flyttes hen til færgelejet. Det hjælper dykkere med, som sætter trosser til fortøjning på lastbilen.

Herfra står en kran klar til at løfte den op på land, oplyser Nordjyllands Beredskab, som vurderer, at operationen er afsluttet en gang i aften.

Færgeselskabet har efter hændelsen aflyst alle afgange tirsdag.

- Vi må desværre indstille sejladsen i dag (tirsdag, red.) - der har været et uheld med en lastbil. Vi forventer ikke at komme til at sejle mere i dag, skriver selskabet på Facebook.

Der er også sket "alvorlig skade" på færgens broklap, siger Flemming Thomasen til TV 2. Han siger, at der på den baggrund kan gå et par dage, før færgen Mary er klar igen.

- Ellers låner vi en færge, siger han og tilføjer, at det i så fald vil betyde, at der afgår en færge fra havnen igen i løbet af onsdag formiddag.

Færgen kan rumme 30 personbiler eller to lastvognstog og 14 personbiler. Overfarten tager cirka ti minutter.

En lastbil er kørt af færgen Mary og ligger i vandet ved Hvalpsund Havn. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En lastbil er tirsdag morgen rullet i vandet fra en færge, få hundrede meter før færgen nåede i land i Hvalpsund Havn. Beredskab forsøger nu at bugsere lastbilen på land. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix