Lastbilbrand: Motorvej åbnes tidligst midt på aftenen

Foto: Claus Hansen

OPDATERET 14.30: Sydmotorvejen er stadig spærret i nordgående retning ved Rødby efter en voldsom lastbilbrand torsdag morgen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kort før klokken seks torsdag morgen brød en lastbil i brand på Sydmotorvejen mellem afkørsel 50 Rødbyhavn og afkørsel 49 Holeby.
I de første timer var motorvejen spærret i begge retninger i forbindelse med slukningsarbejdet.

Og tidligt torsdag eftermiddag er motorvejen stadig spærret i nordgående retning, selvom branden for længst er slukket. Oprydningsarbejdet trækker dog ud, og seneste melding fra Vejdirektoratet, som blev opdateret kort før klokken 14.30, er, at vejen tidligst genåbnes midt på aftenen.

Vejdirektoratet oplyser til Radio SydhavsØerne, at den langvarige udsættelse skyldes, at vejen på ulykkesstedet er blevet ødelagt så meget af varmen fra branden, at asfalten skal repareres først, og det tager flere timer.

Genåbningstidspunktet er blevet rykket flere gange i løbet af torsdagen, og nu er seneste melding altså, at det tidligst bliver torsdag aften, at motorvejen mellem frakørsel 50 og 49 genåbnes i nordgående retning.

Branden udviklede en del røg og først ved halv ottetiden blev der åbnet for trafikken i sydgående spor.

Lastbilen holder i det nordgående spor ud for Sæddinge.

Indsatleder hos Lolland-Falsters Brandvæsen Jakob Pedersen fortæller, at det er hængeren fra lastbil som brænder. Chaufføren opdagede under kørslen, at der kom flammer fra hængeren.
- Han nåede dog at koble hængeren fra inden han slog alarm, og dermed reddede han forvognen, siger Jakob Pedersen.

Jakob Pedersen fortæller, at der er tilkaldt en gravemaskine, en container og en blokvogn.

Gravemaskinen skal bruges til at grave det udbrændte gods på anhængeren ud på vejen til efterslukning. Derefter skal det brændte gods læsses op i en container og transporteres væk.
Dernæst skal hængeren læsses på blokvognen og køres væk.

Ved 13.30-tiden 13 oplyser Vejdirektoratet, at oprydningsarbejdet tidligst ventes færdigt klokken 14.45.

Der er omkørsel via Rødby på rute 153.

Foto: Claus Hansen
Foto: Claus Hansen