Leasingsvindlere får lange fængselsstraffe

Tre midaldrende mænd blev torsdag ved Retten i Glostrup idømt fængselsstraffe på tre, to og halvandet år for at have snydt leasingselskaber og deres kunder for omkring 8,5 millioner kroner.

Svindlen stod på i flere år og gik ud over 19 leasingselskaber og 15 kunder, blandt andet skoler, hospitaler og organisationer.

Mændene etablerede et firma og slog sig op som mellemleverandører. Det lykkedes dem at lave aftaler mellem leasingselskaberne og deres kunder om at leje udstyr som stregkodelæsere eller kopimaskiner. Men aftalerne var fup.

Det lykkedes svindlertrioen at få udbetalt 8,5 millioner kroner, som mændene, der er 49, 50 og 52 år, brugte på dyre biler og en ekstravagant livsstil.

Ud over dette beløb er de dømt for at prøve at fuppe sig til yderligere syv millioner kroner.

Mellemhandlerne blev meldt til politiet i 2008, da det gik op for leasingfirmaerne og deres kunder, at de var blevet snydt. Efter en omfattende efterforskning kunne Københavns Vestegns Politi i 2009 anholde de tre mænd, der siden blev tiltalt for ikke mindre end 25 tilfælde af svindel.

Den 49-årige, der også har været involveret i en anden svindelsag, fik tre års fængsel og modtog dommen, mens den 52-årige, der fik to års fængsel, og den 50-årige, der slap med halvandet år, begge overvejer, om de vil anke.

I kølvandet på svindlen er en række af leasingsagerne blevet afgjort ved frivillige forlig mellem kunder og leasingselskaber, men nogle af sagerne skal en tur i retten.

/ritzau/

Tre mænd fra hovedstadsområdet er idømt fængselsstraf på op til tre år for svindel for 8,5 millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret