Lettisk mand anholdt: Mistænkes for drab i Sønderborg
Tysk politi anholdt mandag en 20-årig lettisk mand, som dansk politi mistænker for drabet på en 29-årig landsmand i Sønderborg den 4. juni.
Den 29-årige lette blev fundet dræbt i sin lejlighed på Freltofte i Ragebøl ved Sønderborg. Han var blevet dræbt af knivstik.
Den 20-årige formodede drabsmand er bosat i Tyskland. Han blev anholdt af tysk politi efter et tæt samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi.
Han vil nu blive fremstillet i grundlovsforhør in absentia med henblik på at få en fængslingskendelse, som dansk politi skal bruge for at begære ham udleveret fra Tyskland.
Den dræbte blev fundet tidligt om morgenen, efter at en nabo havde undret sig over, at døren ind til hans lejlighed stod på klem. Da han blev fundet, havde han formentlig ligget død nogle dage.
En obduktion har vist, at han døde af et knivstik i brystet. Drabsvåbnet, der er en steakkniv, er blevet fundet i lejligheden.
Den dræbte har boet i Danmark i fem-seks år. Han har haft forskellige job og var en overgang også i gang med et studium i Sønderborg, men på det seneste var han ifølge politiet uden arbejde.
Politiet har hverken offentliggjort oplysninger om relationen mellem de to lettiske mænd eller om, hvad motivet til drabet kan være.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet