LF særligt indbrudshærget

Politidirektør erkender, at det er værst på Sydhavsøerne

Offentliggjort Sidst opdateret

Når de sidste juleferierende gæster er vendt hjem og måske endnu nogle stykker kommer hjem vil det stå helt klart, at i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds er det de sydligste kommuner, Lolland og Guldborgsund, der har været aller hårdest ramt af indbrudstyvenes hærgen.

En opgørelse efter de seneste anmeldelser mandag viser, at man på Lolland er klart i front med 45 indbrud i juledagene efterfulgt af Guldborgsund med 26 indbrud. Store tal i forhold til de fem mere folkerige kommuner nord for Storstrømmen, hvor der blot er begået 39 indbrud. Her er en storby som Næstved med politihovedkvarteret helt nede på fire indbrud i alt. Forelagt disse “skæve” tal siger kredsens politidirektør, at det ganske rigtigt ser slemt ud på Lolland-Falster.

- Men sådan er det nu engang med politiarbejde, at problemerne flytter rundt og lige nu er det værst sydpå, siger Jesper Vorstrup Rasmussen. Politidirektøren mener dog, at det opsigtsvækkende ved statistikken for juleindbrud ikke er det store tal sydpå, men de meget lave tal på nordpå.

- I år har man været heldig på Sydsjælland at få fanget nogle flittige indbrudstyve i tiden op til juledagene, fortæller Vorstrup. Det har nedbragt indbruddene betragteligt. Vorstrups analyse bekræftes af lidt hurtig procentregning. Kredsen udgør 6,9 procent af landets indbyggere og tegner sig for 6,8 procent af årets juleindbrud.

Politidirektøren køber ikke en forklaring på stigningen med, at de kriminelle ved, hvor der er langt imellem politipatruljerne, og derfor slår til i Lollands landdistrikter.

- Al erfaring siger, at berigelseskriminalitet som indbrud langt fra er international eller tværregional men meget lokal.

- Det er ikke sådan, at indbrudstyve fra Slagelse og Næstved tager til Lolland for at begå indbrud eller omvendt. Det er ikke vores erfaring, så problemet er lokalt.

Vorstrup tilføjer, at man netop i disse dage har sendt ekstra mandskab til Lolland fra afdelingen for personfarlig kriminalitet for at få opklaret de påsatte brande i Rødby-området.