Lig i havn var savnet 65-årig

Af Marta Gramstrup Rasmussen og Jakob Poulsen

Liget af den person, der mandag middag blev fundet i vandet i Sakskøbing Havn, er nu blevet identificeret. Ifølge lokalpolitiet i Nykøbing er der tale om den 65-årige Niels Martin Andersen, som forsvandt samme sted sent fredag aften den 14. januar.

Den 65-årige havde samme aften besøgt en bekendt på en husbåd i havnen. Ejeren af båden forlod stedet ved 22-tiden, men da han vendte tilbage et par timer senere, stod døren til båden åben. Han formodede, at Niels Martin Andersen stadig opholdt sig på båden for at overnatte og undersøgte derfor ikke sagen nærmere.

Først lørdag formiddag gik det op for ham, at Niels Martin Andersen ikke opholdte sig på husbåden. Det var iøvrigt den samme mand, Henrik Kock, der opdagede liget af Niels Martin Andersen i går ved 12.45-tiden.
- Jeg havde været ude for at lufte mine hunde, og da jeg kom tilbage, lå han cirka tre meter fra broen og lige ved siden af min båd, fortalte Henrik Kock til folketidende.dk mandag eftermiddag.

Lokalpolitiet oplyser, at der skal holdes ligsyn over den afdøde i dag, tirsdag. Årsagen til dødsfaldet kendes endnu ikke.

Se alle billederne - KLIK HER

Foto: Foto: Claus Hansen

BILLEDSERIE: Den person, der mandag blev fundet i vandet i Sakskøbing Havn, er nu blevet identificeret.

Offentliggjort Sidst opdateret