Lillebror skyldig i knivdrab på søster

27-årig kok er kendt skyldig i knivdrabet på sin 32-årige storesøster ved Københavns Byret onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er konklusionen hos tre dommere og fire nævninge, som senere skal tage stilling til strafudmålingen, hvor anklager Andreas Emil Christensen kræver 12 års fængsel, skriver ekstrabladet.dk.

Drabet skete i den 27-åriges lejlighed på Vesterbro den 4. september 2011. Et skænderi om 3800 kroner udviklede sig tragisk, og den 32-årige storesøster døde, da hun fik en kniv gennem halsen.

Ved at kende den 27-årige skyldig i drab, afviser retten samtidig, at der kan være tale om et uheld, som lillebroren tidligere har forklaret.

Den 27-årige har hele tiden nægtet, at han havde til hensigt at dræbe sin søster.

Forsvarer Klaus Jensen forklarede tidligere i retten, at der er psykologiske omstændigheder på spil, som forklarer, hvorfor broren ikke kan huske alt, hvad der er sket.

- Han går i chok og forlader lejligheden, efter han har sendt en sms til sin mor. Han er i en dyb ulykkelig situation, aner ikke hvor han skal tage hen. Han ønsker blot at forsvinde ned i et sort hul, sagde han dengang.

Den endelige dom falder onsdag.

/ritzau/