Litauer fortsat anholdt efter dødsulykke

En 23-årig mand fra Litauen fik søndag anholdelsen opretholdt i et grundlovsforhør i Næstved. Manden sigtes for uagtsomt manddrab efter den ulykke på Farøbroen, der lørdag kostede hans jævnaldrende kæreste livet.

Politiet har nu tre døgn til at underbygge mistanken om, at manden var spirituspåvirket.

- Vi afventer resultatet af blodprøven, siger vagtchef Stefan Jensen i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Ifølge politiet kørte manden alt for hurtigt, da litauernes bil kørte op bag i en lastbil på vej sydover.

Lastbilen kørte ifølge politiet ikke mere end de tilladte 80 km/t. Ved sammenstødet blev kvinden så alvorligt kvæstet, at hun senere på dagen døde på Rigshospitalet.

Her blev manden anholdt. Han fik selv en skulderskade, mens kvindens fireårige barn og en 20-årig kvinde i bilen slap uskadte.

/ritzau/

En dommer i Næstved beslutter at opretholde anholdelsen af en 23-årig mand fra Litauen. Han sigtes for en ulykke på Farøbroen, der kostede hans kæreste livet.

Offentliggjort Sidst opdateret