Løftet pegefinger fra politi efter spritkørsler

Fredag formiddag blev en 56-årig mand fra Nykøbing standset, da han kørte i en varebil på Københavnsvej i Nykøbing. Først på eftermiddagen var en 39-årig mand fra Gedser ude for det samme, da han kørte bil på Gedser Landevej ved Væggerløse.
Sidst på eftermiddagen var der igen bid: Klokken 16.40 standsede politiet to trafikanter på to forskellige steder.
Den ene var en 59-årig mand fra Store Merløse. Han var chauffør på en turistbus, der blev standset i Langgade i Gedser. Politiet har ikke yderligere detaljer, da rapporten ikke er skrevet endnu.

Samtidig blev en 51-årig mand fra Nykøbing standset, da han kørte på knallert på Sildestrup Øvej på Marielyst.

Fredag aften var det igen en mand på knallert, der blev standset. Denne gang skete det på Prinsholmvej, og knallertkøreren var en 58-årig mand fra Idestrup. oplyser politiet.

Ved midnatstid fredag blev en tredje knallertkører standset på Brovejen i Nykøbing. Manden var 24 år og fra Herlev i hovedstadsområdet.

Endelig blev en 35-årig mand fra Nykøbing standset på Engboulevarden ved midnatstid natten til i dag. Fælles for alle de standsede trafikanter er, at de har modtaget en sigtelse for at køre bil i påvirket tilstand.

Foruden de mange påvirkede trafikanter på Falster har Sydsjælland og Lolland-Falsters politi også uddelt samme sigtelser andre steder i politikredsen.

Det har fået politiet til at sende en opfordring sammen med weekendens døgnrapport.
- I den forgangne weekend har politiet haft temmelig mange tilfælde, hvor borgere har kørt med narko eller med promiller i blodet. 17 er blevet sigtet for spirituskørsel og fire for at køre i påvirket tilstand. At køre i påvirket tilstand er ekstremt farligt for både fører og medtrafikanter. Derfor: Aftal, hvem der kører hjem, inden det første glas indtages. Eller tag et tog, en bus eller en taxa hjem.

Foto: Anders Knudsen

Ikke mindre end syv mænd er blevet anholdt og sigtet for spirituskørsel på Falster de seneste dage.

Offentliggjort Sidst opdateret