Lokal internetkriger frifundet for trusler mod statsministeren
Mandag 8. november 2021 holdt statsminister Mette Frederiksen pressemøde om coronasituationen og annoncerede indførelsen af et coronapas. Det provokerede en mand fra Nykøbing så meget, at han satte sig til tasterne og skrev truende på Facebook. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Ólafur Steinar Rye Gestsson
54-årig mand opfordrede til at udøve voodoo mod Mette Frederiksen og forgifte hende med arsenik.
NYKØBING: 8. november 2021 kogte det over for en 54-årig mand i Nykøbing. På et pressemøde havde statsminister Mette Frederiksen annonceret indførelsen af et coronapas, og det blev han så vred over, at han skrev et opslag på Facebook.
”Hvem har ikke lyst til at finde en mundble og døbe (der skulle nok have stået dyppe, red.) den i a.s.s.e.n.i.k. (her mente han nok arsenik, red.) og så holde den for munden af Mink Mette, og så fassist book giv mig bare 30 dages fængsel rager mig”, skrev han og fortsatte:
”Find en Mette dukke og stik nåle i den er vi mange nok er jeg sikker på vi kan voodu (her skulle nok stå voodoo, red.) Mette væk fra scenen”.
Truslerne blev opdaget af myndighederne, og 12. maj var sagen for Retten i Nykøbing. Her erkendte han, at han havde skrevet det på Facebook, men han nægtede sig skyldig i at have truet statsministeren. Han mente nemlig ikke, at hun ville komme til at se det, han skrev.
Dommeren fastslog, at der var tale om trusler, men accepterede forklaringen fra den tiltalte og frifandt ham. Som der står i dommen:
”Der er (…) ikke holdepunkter for, at tiltalte har haft til hensigt, at udtalelserne skulle komme statsministeren til kundskab eller har anset dette for overvejende sansynligt, herunder at udtalelserne ville nå frem til statsministeren via Facebook-opslaget. Der er herved lagt vægt på, at kun fire personer havde kommenteret opslaget, inden dette kort efter blev fjernet. Da tiltalte således ikke har haft forsæt til, at truslerne skulle blive viderebragt til statsministeren, frifindes han.”
Den afgørelse vil anklagemyndigheden dog ikke acceptere, så dommen er blevet anket til landsretten, oplyser Retten i Nykøbing.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker