Lokal S-formand fik jakkesæt

Socialdemokraternes lokalformand i Køge, Tommy Kamp, har i flere tilfælde modtaget nyt tøj som jakkesæt, bluser og sko fra en herretøjsforretning uden selv at betale i butikken.

Regningen for S-formandens beklædning gik til den nærliggende Café Vanilla, som betalte for Kamps tøj.

Ifølge indehaveren af caféen var det mod, at S-formanden hjalp med at få en lukrativ kommunal tilladelse til udeservering igennem, skriver Berlingske.

- Det drejer sig om et par jakkesæt og flere andre ting. Vi følte os presset til det, siger Ertugrul Karahan, der nu er gået til politiet og har anmeldt Tommy Kamp, efter at Køge Kommune for nylig besluttede at sende udeserveringerne på torvet i udbud.

Bestyreren af herretøjsforretningen bekræfter over for Berlingske, at Tommy Kamp har prøvet tøj i forretningen. Det drejer sig om tøj, hvor fakturaen er blevet sendt til og betalt af Café Vanilla.

Bestyreren ønsker ikke at få sit eller sin forretnings navn frem i pressen, men hans identitet er Berlingske bekendt, og bestyreren vil gerne dokumentere disse fakturaer over for politiet.

/ritzau/

Socialdemokraternes lokalformand i Køge er under beskyldning om modtagelse af gaver i sag om kommunal kontrakt

Offentliggjort Sidst opdateret