Lokale frivillige kaldt til hjælp i trængt hovedstad

Det er ikke kun Falck i København, der har travlt med at tømme vandfyldte kældre efter lørdagens voldsomme skybrud. Lolland Brandvæsen er nemlig nu blevet bedt om også at yde assistance i hovedstaden.

- Vi er blevet bedt om at assistere med bortpumpning af vand fra kældre i det storkøbenhavnske område. Der er så mange vandskader og kældre, der er fulde af vand, at man trækker alt, hvad man kan få af beredskab rundt omkring fra, siger brandchef Finn Antonisen.

Den første gruppe på otte mand fra det frivillige korps begyndte arbejdet i København i går og fortsatte her til morgen. I løbet af dagen er de blevet afløst af et nyt hold, og ifølge Finn Antonisen er det planen, at de skal hjælpe i hovedstaden nogle dage endnu.

Finn Antonisen fortæller, at gruppen indtil videre har ydet assistance i et 4.000 kvadratmeter stort kælderområde, og at der er tale om meget store skader.

Du kan læse mange flere nyheder om Lolland-Falster i avisen Folketidende.
Bestil et abonnement -
KLIK HER.

Folk fra Lolland Brandvæsens frivillige korps er netop nu i København for at hjælpe med at pumpe vand væk fra oversvømmede kældre.

Offentliggjort Sidst opdateret