Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser at pille ved terrorlovgivningen, selv om Østre Landsret har underkendt Integrationsministeriets administrative udvisning af Slim Chafra i den såkaldte tunesersag.
- Ikke på det foreliggende grundlag. Nu er der afsagt en kendelse ved første instans. Den skal vi vurdere, og er der basis for, at vi skal anke den, og hvis vi anker, så er sagen jo ikke endelig afgjort, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ifølge statsministeren siger afgørelsen således ikke noget om det kritiserede system med de administrative udvisninger, hvor Politiets Efterretningstjeneste (PET) kan kræve udlændinge udvist med henvisning til statens sikkerhed.
- Det siger først og fremmest noget om, at Danmark er en retsstat og det er jeg selvfølgelig glad for. Det betyder, at man har en mulighed for at få prøvet sine sager ved domstolen, og det er det, som der er sket her - ved første instans.
- Nu vurderer de relevante myndigheder, om der er basis for at anke den kendelse, siger statsministeren.
Den 39-årige tuneser Slim Chafra har egenhændigt lagt navn til flere love i kølvandet på PET's beskyldning om, at han i 2008 pønsede på at dræbe bladtegner Kurt Westergaard.
Tre gange har han været i Højesteret, og to såkaldte tuneserlove er vedtaget på grund af ham.
- I forhold til terrorbekæmpelse - og terrorberedskab i al almindelig - så står jeg fuldstændig ved den lovgivning, vi har skabt i dette samfund. Vi er et samfund, der er udsat for en reel terrortrussel, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ifølge Østre Landsret er beviserne for Slim Chafras påståede drabsplaner så sparsomme, at tuneseren end ikke har haft mulighed for at forsvare sig mod anklagerne. Og det er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, fastslår landsretten.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde