Lollandsk serie-butikstyv anholdt igen: Sigtet for otte nye tyverier

Arkivfoto: Anders Knudsen

En 48-årig mand fra Lolland blev tirsdag anholdt for en hel serie af butikstyverier mod forretninger primært i Nykøbing. Det er ikke nyt for manden, der er både tiltalt og dømt for flere lignende tilfælde.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 48-årig mand fra Sakskøbing sidder tirsdag eftermiddag i politiets varetægt, efter at han tidligere på dagen blev anholdt på sin bopæl og sigtet for ikke færre end otte butikstyverier, primært fra tøjforretninger i Nykøbing.

Leder af afdelingen for lokal efterforskning ved politiet i Nykøbing, Bo von Würden, fortæller til Folketidende, at manden i forvejen har en afventende sag om lignende kriminalitet, som skal for retten til februar. Her vil de otte nye forhold blive føjet til listen.

Udover det er manden også tidligere dømt for butikstyveri. Historien melder endnu ikke noget om, hvilke konkrete butikstyverier de nyeste sigtelser drejer sig om, og heller ikke, hvad manden præcis er sigtet for at have stjålet.

Den 48-årige fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing onsdag formiddag med krav om varetægtsfængsling.