Løsladt for drabsforsøg er nu blevet fængslet
En 24-årig mand, der tirsdag blev løsladt i en sag om drabsforsøg, er torsdag blevet fængslet i samme sag.
Tirsdag valgte en dommer ved Retten i Aarhus at løslade en 24-årig mand, som anklagemyndigheden i Østjylland har sigtet for drabsforsøg.
Nu er han anholdt igen og ved et nyt grundlovsforhør torsdag blev han varetægtsfængslet.
- Efterforskningen har bragt nye oplysninger frem, så mistankegrundlaget er blevet styrket, sagde vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi tidligere torsdag til Ritzau.
Manden er mistænkt for at have stukket en 19-årig mand ned med en kniv. Den 19-årige blev mandag aften fundet liggende i krydset mellem Paludan Müllersvej og Vestre Ringgade i Aarhus.
Ved grundlovsforhøret tirsdag bestemte retten, at to andre mænd skulle varetægtsfængsles i sagen, som også indeholder en skudepisode. Alle tre mænd er fængslet til 30. september.
Skyderiet skete mandag aften et stykke tid efter knivstikkeriet på Rundhøj Allé i Højbjerg.
Her blev der skudt efter en mand, som har fortalt til politiet, at han er i familie med offeret for knivstikkeriet, og at han var taget til Rundhøj Allé for at lede efter gerningsmændene til knivstikkeriet.
Østjyllands Politi har tidligere oplyst, at den 19-årige mand, der var offer for knivstikkeriet, mistede så meget blod, at han en overgang var i livsfare.
Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen af hensyn til den videre efterforskning.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned