Løsladt: Jeg var tæt på Marias drabsmand

Just løsladt fra sin 18 dage lange fængsling og mordsigtelse, kommer Jan Lindholt Mikkelsen nu med nye oplysninger i sagen om den dræbte Maria Møller Christensen.

Til Herning Folkeblad siger han, at han muligvis var i kælderen under hans lejlighed samtidig med den rigtige morder nytårsnat.

Jan Lindholt Mikkelsen beskriver, at han kom hjem fra en nytårsfest ved totiden om natten og gik ned i kælderen med sin cykel. Her opdagede han en lærredssæk, der lå som en bylt på gulvet.

- Jeg husker, at jeg tjattede til den med foden. Så tænkte jeg, at det var noget oprydning fra nytåret og gik i seng. Jeg sov 10 minutter senere, fortæller Jan Lindholt Mikkelsen til avisen.

Først næste morgen hører han om drabet og ser politiopbudet på gaden ud for sin opgang.

I løbet af sin fængsling og de mange afhøringer går det op for ham, at bylten må have været liget af den dræbte. Blandt andet fordi der ved bylten er fundet to blodpletter.

- Det, der så er meget mærkeligt, er, at Maria Møller Christensen ikke blev fundet dér, hvor jeg så sækken. Hun blev fundet af et ældre ægtepar i en gang, der fører ud til trappen på gavlen af bygningen, siger han og konkluderer deraf, at drabsmanden også må have været i kælderen på samme tidspunkt og efterfølgende flyttet liget til findestedet.

Ligeledes udleder han, at drabsmanden må have haft to - og ikke som hidtil anslået én - nøgle til kælderen.

- Der skal bruges to nøgler, for at komme fra cykelkælderen til det sted, hvor hun blev fundet, siger Jan Lindholt Mikkelsen.

/ritzau/

Den nu løsladte Jan Lindholt Mikkelsen tror, at han nytårsnat opholdt sig i kælderen sammen med den rigtige drabsmand i Maria-sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret