Lyd fra vidneafhøring i bandesag blev sendt live til nabohotel
Retten i Roskilde behandler for tiden en kæmpe bandesag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ansatte på hotel undrede sig over lyden i konferencerummets højttalere. Lyden kom fra Retten i Roskilde.
En vidneafhøring ved Retten i Roskilde blev torsdag lydtransmitteret til et nærliggende hotel.
Det skriver Dagbladet Køge.
Det var under afviklingen af en stor bandesag, hvor 14 personer er tiltalt for blandt afpresning og våbenbesiddelse, at retten pludselig fik en henvendelse fra Hotel Scandic, der er nabo til retsbygningen.
Her undrede medarbejderne sig over, at de i højttalerne i hotellets konferencelokale kunne høre, hvad der foregik inde i retslokalet. Lyden kom via en mikrofon, som forsvarerne skulle bruge.
- Det er ikke et udstyr, vi bruger normalt, men vi greb til denne løsning på grund af logistiske udfordringer, siger retsformand John Larsen fra Retten i Roskilde til Dagbladet Køge.
Sagens 14 tiltalte var af hensyn til et vidne placeret i et andet retslokale, mens vidnet blev afhørt. Det var meningen, at mikrofonen udelukkende skulle have transmitteret hertil.
Til Ekstra Bladet uddyber John Larsen, hvad der skete:
- Vores mikrofon har tilfældigvis været indstillet på samme frekvens som konferencelokalet på Scandic Hotel. Selve lokalet var ikke i brug, men et par ansatte opdager det, da de låser sig ind i en anden sammenhæng, siger han til avisen.
Selv om det kun var dag 2 ud af 54, var det ikke sagens første drama.
Onsdag, da sagen blev indledt, var flere af de tiltalte rasende over, at de ikke havde adgang til at ryge i løbet af dagen.
Da de tiltalte i stedet blev henvist til at bruge nikotinplastre, blev det for meget for en af mændene, der rejste sig op og råbte "fuck dig" til retsformand John Larsen.
Det medførte, at manden blev bortvist fra retsmødet.
Efter frokostpausen var der flere problemer, da det viste sig, at de tiltalte kun havde fået én bolle med fra fængslerne. Det fik deres forsvarere til at protestere kraftigt.
Både anklagemyndigheden og retten var enige i, at én bolle til en hel dag næppe er nok.
Det blev herefter besluttet, at politiet over for Kriminalforsorgen, der driver fængslerne, skal indskærpe, at madpakken skal udvides til retsmøderne.
Anklagemyndigheden hævder, at de tiltalte er medlemmer af Loyal To Familia. Det afviser flere af de tiltalte dog.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker