Lynnedslag og skybrud på Lolland

Af Mogens Warrer, Jakob Poulsen og Jesper Bøgh

Tordenvejret rullede op over Lolland mandag aften og medførte adskillige brandudrykninger samt skybrudsagtig nedbør. I hvert fald to huse blev ramt af lyn. Det første på Fastings Alle i Nakskov klokken 19.51 og det næste i Fruegade i Rødby klokken 20.38. I begge tilfælde rykkede brandvæsnerne ud.

Om lynnedslaget på Fastings Allé fortæller indsatsleder Ib Lind fra Lolland Brandvæsen her til morgen, at lynet slog ned gennem taget og ramte el-installationerne med en sådan kraft, at flere stikdåser sprang ud af væggen.

Om lynnedslaget i Rødby fortæller indsatsleder Hans Egon Bendorff fra Lolland Brandvæsen her til morgen, at det var en fem meter høj amatørradio-antenne, som lynet slog ned i. Nedslaget var så kraftigt, at antenennen splintrede i flere stykker.

- Vi fandt tre meter af den, og de sidste to meter kom naboen med, fortæller indsatslederen.

Inde i selve huset var ledningen, der fører fra radioudstyret og til antennen nærmest eksploderet og havde trukket en sort streg langs loftet, hvor den sidder. Samtidig sprang alle sikringerne i huset.

- Der har været knald på, konstaterer indsatselderen, som samtidig fortæller, at beboerne i huset naturligvis fik noget af et chok lige da lynnedslaget skete, men udover det tog situationen roligt.

Radioudstyret skete der ikke noget med, for det havde beboerne nået at trække stikkene ud til, inden lynet slog ned.

På meget kort tid faldt der i Nakskov 15 millimeter regn. Det gik så hurtigt, at vandet i Havnegade stod 10 centimeter op ad husmurene. Park & Vej rykkede straks ud for at sikre, at kloakdæksler ikke var skyllet bort. Også andre steder i byen stod der mange centimeter vand på kørebanen. I Sakskøbing er der i aftenens og nattens løb faldet 32 millimeter regn.

Vand var også årsagen til en brandudrykning klokken 21.12 til børnehaven Solsikken på Stavangervej i Nakskov. Personale var blevet tilkaldt, fordi der gik en pumpealarm som følge af 10-15 centimeter vand der stod op af kloakken i kælderen. Der lugtede imidlertid kraftigt af røg, og der blev brandvæsnet tilkaldt. Røgdykkere afsøgte børnehaven. Røgen blev lokaliseret til fyrrummet i kælderen. Det viste sig at grundvandspumpen var brændt af. Der blev tilkaldt elektriker og skadeservice for at afværge røgskader, så børnene kan komme i børnehave tirsdag.

Indsatslederen vurderer her til morgen, at børnehaven, med undtagelse af vaskekælderen, sagtens kan benyttes.

Der var også flere automatiske brandalarmer i aftenens løb.

Hos Guldborgsund Redningsberedskab fortæller viceberedskabschef Thomas Fjeldving, at man er sluppet meget billigt, tordenvejret taget i betragtning.

- Der har været to tilfælde af automatiske brandalarmer, men der er ikke indrapporteret meldinger om brande eller oversvømmede kældre, fortæller han.

Ved 23-tiden var tordenvejret draget videre mod nord. Vejrskiftet er markant. I Nakskov toppede temperaturen ved 16.30 tiden med 30,5 grader, og godt seks timer senere var den faldet til 20.

Foto: I børnehaven Solsikken i Nakskov lugtede der kraftigt af røg, og brandvæsnet sendte røgdykkere ind. Foto: Mogens Warrer

OPDATERET TIRSDAG MORGEN: To registrerede lynnedslag i huse i Nakskov og Rødby.

Offentliggjort Sidst opdateret