Lynnedslag skyld i syv jyske brande

Syv gange inden for en time måtte brandvæsnet i det sydlige Jylland rykke ud til ildebrande under uvejret, der mandag aften ramte Danmark.

Lynet slog ned i etageejendomme, gårde og garageanlæg, men ingen kom noget til ved brandene, lyder meldingen fra politiet.

Uvejret ramte Danmark sidst på eftermiddagen, og kort efter klokken 17.30 slog lynet ned på en gård med svin i byen Bevtoft ved Vojens, fortæller vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Kort efter var der meldinger om brand i Rovst ved Varde samt brand ved Haderslev. Og klokken 18.15 gik alarmen igen i Bevtoft.

- Først troede vi, at det var en fejl. Det er trods alt kun en landsby med under 1000 indbyggere. Men det viste sig, at der var startet endnu en brand i byen, siger vagtchefen.

- Derudover har vi flere steder haft skybrud så voldsomme, at bilisterne måtte holde ind til siden for ikke at køre galt.

Hos kollegerne ved Sydøstjyllands Politi melder vagtchefen om lynnedslag i en etageejendom i Kolding og en garage i Vejle. Begge steder med ildebrand til følge.

- Det gik især hårdt ud over etageejendommen, som er en kontorbygning. Men ingen kom altså noget til, understreger vagtchefen.

Hos Østjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi samt Fyns Politi er der ingen meldinger om brande forsaget af lynnedslag. Kun en masse væltede træer og store mængder nedbør.

Ifølge TV2 Vejret havde 36.714 lyn mandag aften slået ned i Danmark i løbet af dagen. En privat vejrstation på Fanø registrerede hele 10,6 mm regn på 10 minutter. Det overskrider grænsen for skybrud, der er 15 mm regn på en halv time.

/ritzau/

Tordenvejr med lynnedslag gav syv ildebrande i det sydlige Jylland. Ingen kom dog noget til under uvejret.

Offentliggjort Sidst opdateret