Mac Manus vil fortsætte kampen

Selv om han nu har en terrordom på sit CV, vil den irsk-danske forfatter Patrick Mac Manus ikke stoppe sit arbejde med at udfordre terrorlovgivningen ved at støtte bevægelserne Farc i Columbia og PFLP i Palæstina. Det gør han klart efter domsafsigelsen i Københavns Byret, hvor han fik en betinget dom på seks måneders fængsel.

- Vi vil fortsætte. Det her vil ikke stoppe mig, og det vil ikke stoppe os, for vi vil have stoppet den krise, der er blevet skabt af terrorlovgivningen, siger Patrick Mac Manus efter domsafsigelsen.

Ifølge Foreningen Oprør er terrorlovgivningen antidemokratisk, fordi den betyder, at man ikke kan støtte undertrykte folk og deres frihedskamp. For hvor terrorloven anser Farc og PFLP for at være terrorgrupper, mener Foreningen Oprør, at grupperne kæmper for menneskerettigheder.

- Det er grundlæggende uholdbart at betragte befrielsesorganisationer som terrorgrupper. Det er befolkninger i Palæstina og Columbia, der kæmper for ganske legitime rettigheder, siger Mac Manus.

Mac Manus var tiltalt for at have ydet økonomisk støtte til bevægelserne, men retten finder det ikke bevist, at pengene rent faktisk var blevet overført. Derfor blev han kun dømt for at have forsøgt det, lige som han blev dømt for at have medvirket til at samle penge ind til Farc og PFLP.

Patrick Mac Manus skal nu drøfte med sin advokat, om de vil anke dommen til landsretten.

/ritzau/

Rettens afgørelse om en betinget fængselsdom for terrorstøtte får ikke den dømte Patrick Mac Manus til at opgive kampen. Lovgivningen er problemet, siger han.

Offentliggjort Sidst opdateret