Det var noget så banalt som udveksling af blikke, der i august sidste år endte med drabet på en 18-årig mand under en teenagefest i Hvidovre.
Det kan retsopgøret, der mandag indledes ved Retten i Glostrup, ikke lave om på.
Men måske kan den tiltalte - en ligeledes 18-årig mand - kaste lys over, hvorfor han i en sen nattetime trak en køkkenkniv og hamrede den tre gange ind i brystkassen på sit jævnaldrende offer og derefter gik løs på offerets kammerat, der blev stukket en enkelt gang i lysken, og som i timerne efter overfaldet svævede mellem liv og død.
Da den 18-årige mand på anklagebænken blev anholdt umiddelbart efter opgøret, havde han stadig offerets blod på tøjet. Men ved den efterfølgende dags grundlovsforhør nægtede han sig skyldig i såvel drabet som drabsforsøget, fordi han ifølge eget udsagn handlede i nødværge, da han stak, fortæller sagens anklager, Tine Ginnerup fra Statsadvokaten.
Undervejs i retssagen vil nogle af det dusin festdeltagere, der var til stede, da tragedien udspillede sig ved 03-tiden om natten, blive ført som vidner i retten.
Udover drabet og drabsforsøget er den 18-årige mand også tiltalt for - ved en anden lejlighed - at have pandet en person ned på Amagerbrogade i København.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde