To mænd blev tirsdag varetægtsfængslet i hver fire uger i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg i forbindelse med eksplosionen i et garageanlæg i Store Andst ved Vejen, hvor to mennesker blev dræbt.
De fængslede er en 32-årig mand fra Vamdrup og en 40-årig mand fra Toftlund. Politiet sigter dem for at opbevare ulovligt fyrværkeri og for - for egen vindings skyld eller af hensynsløshed - at have udsat andres liv eller førlighed for fare.
Ifølge vicepolitiinspektør Bent Thuesen, Syd- og Sønderjyllands Politi, accepterede den ene varetægtsfængslingen, mens den anden kærede til landsretten.
Eksplosionen i civilforsvarets nedlagte mobiliseringsstation i Store Andst skete lørdag. Et kærestepar fra Brørup, der opholdt sig i garageanlægget, blev dræbt.
Grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre, og det er sparsomt med oplysningerne om sigtelserne og om relationerne mellem de to varetægtsfængslede og det dræbte kærestepar, der er 41 og 45 år.
- De kender hinanden, men jeg kan ikke komme nærmere ind på deres relation, siger Bent Thuesen.
Noget tyder dog på, at politiet er ved at optrævle et netværk, der håndterer fyrværkeri i strid med loven.
- Jeg vil bestemt ikke udelukke flere anholdelser i sagen, siger Bent Thuesen.
Eksplosionsulykken i Store Andst skyldtes et lager af ulovlige krysantemumbomber, der er meget kraftige.
Efter eksplosionen har politiet i kæresteparrets hjem i Brørup og i en campingvogn i haven fundet en større mængde fyrværkeri. Der er tale om lovligt fyrværkeri, men i langt større mængde, end det er tilladt at opbevare i private hjem.
Krudtmængde ligger langt over den mængde, som forretninger må ligge inde med til nytår. På den tid af året må de opbevare maksimalt 50 kilo, mens private højst må have fem kilo liggende.
Som en udløber af efterforskningen af eksplosionen sigter politiet en 41-årig mand fra Sommersted for overtrædelse af fyrværkeriloven. Han blev anholdt søndag aften, men blev løsladt igen mandag.
På mandens ejendom har politiet fundet 500 ulovlige kanonslag. Han nægter ifølge DR P4 Syd at kende de sigtede i sagen fra Store Andst.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned