Mænd fængslet på mistanke om at drugge kvinde på natklub
To mænd er blevet varetægtsfængslet af en dommer, da de mistænkes for at putte stoffer i en kvindes drink. Kvinden blev efterfølgende testet positiv for amfetamin og metamfetamin. (Arkivfoto). Foto: Markus Scholz/Ritzau Scanpix
Ifølge politiets sigtelse puttede to 35-årige mænd stoffer i en kvindes drink på en københavnsk natklub.
To 35-årige mænd skal tilbringe de næste ni dage bag tremmer, da de mistænkes for at have drugget en kvinde på en natklub i København.
Det står klart efter et grundlovsforhør lørdag.
- To mænd, begge 35 år, er i dag blevet varetægtsfængslet i ni dage. De er sigtet for at have drugget en kvinde på en natklub på Vesterbro ved at putte stoffer i hendes drink, skriver Københavns Politi på Twitter.
Kvinden blev efterfølgende testet positiv for amfetamin og metamfetamin, oplyser politiet.
Amfetamin er et centralstimulerende stof, som ifølge sundhed.dk gør brugeren mere "på" og aktiv. Metamfetamin er et stof i samme familie, som amfetamin. Men det er stærkere, det varer længere og er særdeles vanedannende.
Ifølge sigtelsen fandt episoden sted om aftenen 10. januar på Soho House, der ligger i havnegade, og fredag formiddag førte efterforskningen til, at de to mænd blev anholdt.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Espen Godiksen til Ritzau.
Mændene sigtes for grov vold, men det er uvist, hvordan de forholder sig til sigtelsen. Retsmødet om varetægtsfængsling blev lørdag holdt for lukkede døre.
Giftlinjen skrev i en nyhed i forrige uge, at den har fået et stigende antal henvendelser omhandlede personer i nattelivet, der har oplevet at få tilsat et ukendt stof i deres drink.
Det er folk, som ikke kan genkende den beruselse, de oplever. Mange kan pludselig ikke støtte på benene, og de får blackout, hvor de ikke kan huske, hvad der er sket.
Når man kommer til sig selv, har man ifølge Giftlinjen ofte voldsomme opkastninger, følelsen af at skære tænder, sammentrækninger af musklerne i arme og ben.
Oplever man de symptomer, kan man ringe til Giftlinjen på telefon 82121212 med henblik på en vurdering af, om indlæggelse er nødvendig.
Hvis man mistænker, at der er sket en kriminel handling, opfordrer Giftlinjen til, at man kontakter politiet. Politiet kan nemlig begære forgiftningsprøver via Retsmedicinsk Institut.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet