Folketinget strammede i juli 2011 loven, så et hjemmerøveri i udgangspunktet skal straffes med fem års fængsel.
Det var også den straf, som Retten i Glostrup nåede frem til i december mod to unge mænd, og nu har Østre Landsret stadfæstet dommen.
20-årige Martin Vestergaard Worsøe fra Thy og 18-årige Anders Wentzel Peresen fra København har tilstået at stå bag et hjemmerøveri i Herlev i november.
Ved midnatstid trængte mændene ind hos en 19-årig mand på Juni Allé i Herlev. Her truede de ham med lægtehammere, og de tog halsgreb på ham.
Røverne slap af sted med en computer, et kamera, smykker og penge. På den 19-årige virkede det, som om røverne havde et vist kendskab til hans bopæl.
Gennem en ung kvindelig bekendt til den 19-årige fandt politiet frem til Worsøe og Wentzel, som valgte at tilstå deres ugerning.
I juli 2011 vedtog Folketinget den daværende regerings såkaldte tryghedspakke, som blandt andet medfører en hårdere straf for hjemmerøveri. Udgangspunktet skal være fem års ubetinget fængsel.
Tidligere havde de to mænd formentlig stået til en straf på to års fængsel, og de valgte i december at anke dommen i håbet om, at landsretten ville se på sagen med mildere øjne.
Østre Landsret har dog valgt at følge linjen i tryghedspakken, og dermed skal Wentzel og Worsøe hver fem år i fængsel.
I forbindelse med tryghedspakken advarede flere mod, at den ville skabe en ubalance i retssystemet.
Dommerforeningens formand påpegede blandt andet, at et hjemmerøveri nu bliver straffet næsten lige så hårdt som et drabsforsøg, der normalt giver seks års fængsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker