Mænd svingede indebrændt kvindes dankort

To mænd, der tirsdag eftermiddag blev anholdt i Assens, har tilstået, at de skaffede sig adgang til en brandhærget lejlighed, hvor en kvinde nogle timer forinden var indebrændt.

Her stjal de en taske med den omkomne kvindes dankort, som de misbrugte i flere pengeautomater i byen. Det lykkedes dem at hæve 4000 kroner.

- Mændene har tilstået, at de var inde i lejligheden, hvor de fandt tasken og dankortet. Den ene havde tidligere set kvindens pinkode skrevet ned, og han kunne huske den, fordi den mindede om hans egen, siger stationsleder Ann Kate Pedersen, lokalpolitiet i Assens.

Kvinden brændte natten til tirsdag inde i sin lejlighed i Tobaksgården i Assens, formentlig på grund af uforsigtighed ved tobaksrygning.

Det er fastslået, at kvinden på 55 år døde af kulilteforgiftning. Der er ikke tegn på en forbrydelse, og politiet betragter det som en ulykkelig hændelse.

- Alt tyder på, at der er sket en ulykke formentlig på grund af tobaksrygning, siger Ann Kate Pedersen.

Anmeldelsen af branden indløb hos politiet kort før klokken et tirsdag morgen. Kvinden var død, da brandvæsnet bjærgede hende ud af lejligheden.

Men politiet blev opmærksom på, at kvindens dankort efter det tidspunkt blev brugt flere gange i lokale hæveautomater.

Klokken 5.19 blev det brugt til at hæve 2000 kroner i Sparekassen Faaborg, og fem minutter efter blev der hævet et tilsvarende beløb i Vestfyns Bank.

Få minutter efter blev det brugt igen i Danske Bank, men her lykkedes det ikke at slippe af sted med penge.

I det ene af pengeinstitutterne blev de to mænd fanget af et overvågningskamera.

De var maskerede, men politiet genkendte den ene som en 56-årig mand, der bor i samme opgang som kvinden. Den anden mand er hans 22-årige søn, der bor i Otterup.

Mændene blev tirsdag aften løsladt, men politiet sigter dem for tyveri og misbrug af kvindens dankort.

/ritzau/

Politiet i Assens sigter to mænd for tyveri af dankort fra kvinde, der brændte inde i nat.

Offentliggjort Sidst opdateret