Mail til politiet i stedet for at ringe

Anmeldelser om sprængte postkasser og lignende hærværk, vil politiet meget gerne have pr mail, i stedet for at bruge mange mandetimer på at modtage anmeldelserne pr telefon.

- Det vil helt sikkert hjælpe os med at få bedre tid til større politiopgaver, hvis vi fik flere anmeldelser på mindre politiforretninger pr mail, siger Bo von Würden fra lokalpolitiet i Nakskov.

Hans kollega i Nykøbing Tom Ahlquist er meget enig.
- Det vil da helt klart højne kvaliteten af politiets telefonbetjening, fordi det vil give nogle færre opkald og dermed en kortere ventetid på større opgaver, som politiet skal reagerer på straks anmeldelsen indløber.
 
På politiets hjemmeside www.politi.dk kan man under menuen "borgerservice" finde diverse anmeldelsesblanketter, som udfyldes digitalt.
En god ide, når man melder hærværk, cykel- eller knallerttyveri og lignende mindre sager er det, at huske at skrive cpr. nummer, adresse, telefonnummer, forsikringsselskab og oplysninger om, hvad der er ødelagt, værdien af det ødelagte, og hvornår det er sket.
Man kan også sende den skadesanmeldelse, som man udfylder til sit forsikringsselskab med til politiet.
- Men man skal huske at gemme en kopi til eget brug på sin computer, siger Tom Alquist.
Når politiet har modtaget anmeldelsen digitalt og den bliver ført ind i politirapporten, vil afsenderne modtage en kvittering på anmeldelsen.
Foto: Modelfoto: Polfoto

Nytår er højsæson for hærværk og i den anledning vil politiet gerne slå et slag for anmeldelser pr mail.

Offentliggjort Sidst opdateret