Makaber drabssag: Tiltalt erkender usømmelighed

Den 47-årige mand, der er tiltalt for drabet på Mette Bønnelykke Herholdt, gav i formiddag sin forklaring af begivenhederne omkring køleskabsdrabet for snart tre år siden, da nævningesagen blev indledt de ved Retten i Nykøbing.

Manden erkendte usømmelig omgang med lig, og at han havde fortsat med at hæve hans afdøde kærestes førtidspension og lokket en ven af afdøde til at indbetale 42.000 kroner til ham ved at udgive sig for Mette Bønnelykke Herholt.

Den store kraftige 47-årige mand med mørkt hår og grå tindinger sad uden at fortrække en mine, da forklaringerne om obduktionen og billeder fra køleskabet blev vist frem i retten.

Han forklarede med rolig stemmeføring, at han i december 2010 var kommet hjem og havde fundet sin kæreste liggende død i sengen i deres fælles hus på Småhusevej i Vesterborg på Vestlolland.

Han forklarede, at han var gået i panik og havde pakket hende ind i en presenning, som han havde liggende i udhuset og kørt hende derud på en sækkevogn. Han kunne ikke forklare hvorfor. Heller ikke hvorfor, han senere proppede hende ned i et Atlas køleskab og to gange flyttede køleskabet med sig til en ny bopæl med sin nye kæreste.

Han kunne heller ikke forklare, hvorfor hun havde en blå Aldi-plasticpose bundet om hovedet og nogle stykker papir i svælget, da liget blev fundet.

Obduktionen viste at hun enten var kvalt eller død af en overdosis af medicinen Dolol. Den havde hun ikke selv fået af sin læge, men manden havde fået denne ordineret og købt 50 tabletter et par dage før døden.

Sagen fortsætter med afhøring af to af den 47-åriges tidligere kærester, der skal fortælle om, hvorfor de havde oprettet en hadeside mod den tiltalte på Facebook. Sagen forventes endeligt afgjort med dom i morgen tirsdag.
 

Foto: Claus Hansen, arkivfoto

Men han nægter at have dræbt Mette Bønnelykke Herholdt.

Offentliggjort Sidst opdateret