Malede byen rød

Ukendte gerningsmænd havde tabt rød maling på vejen i Maribo

Offentliggjort Sidst opdateret

En handyman eller håndværker tog fredag eftermiddag Birthe Kjærs opfordring "vi maler byen rød" lidt for bogstaveligt.

På vejen Ved Stadion havde en eller anden bilist tabt to bøtter med bordeaux-rød maling på vejbanen.

Bilisten synes ikke, at det var noget, han skulle rydde op, så han var forduftet - og dermed blev det brandvæsnets opgave.

- Vi måtte hen og spule vejen ren, for ellers kørte bilisterne jo igennem det, og så kunne vi se røde striber på alle vejene i byen, fortæller indsatsleder Carsten Andersen.