Maleri til 10 millioner stærkt beskadiget efter tyveri
Maleriet "Middag i Emmaus" af Emil Nolde er stærkt medtaget, men det er fuldt ud realistisk, at det kan komme tilbage i originalstand. Foto: Scanpix/Nikolai Linares
Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
I 2014 blev et dyrt Emil Nolde-maleri stjålet. Det blev indleveret i januar, men det har fået en hård medfart.
De var glade i Ølstrup Kirke ved Ringkøbing, da de i midten af januar fik at vide, at maleriet "Middag i Emmaus", der var blevet stjålet i 2014, var dukket op i Nordtyskland.
Maleriet, der er vurderet til 10 millioner kroner, kommer dog næppe hjem i samme stand, som det forlod kirken i, lige foreløbig.
Maleriet er torsdag blevet undersøgt på Nationalmuseets afdeling for konservering og restaurering i Kongens Lyngby. De første meldinger derfra er ikke positive.
- Jeg havde håbet, at det bare var taget ud af altertavlen og fjernet fra kirken. Men det er tydeligt, at tyvene nok havde lidt travlt med at komme afsted med det, siger konservatortekniker hos Nationalmuseet Mikala Bagge.
Det betyder blandt andet, at maleriet er knækket lidt sammen, farven er delvist skallet af, og overfladen af maleriet er blevet bulet.
Skaderne er dog ikke værre end, at maleriet kan komme tilbage til Ølstrup Kirke i originalstand.
- Det er ikke noget, der ikke kan blive sat i stand, så det skal nok blive rigtig fint, når det er færdigrestaureret. Det er fuldt ud realistisk, at det kan komme tilbage i ligeså god stand, som det var før, vurderer Mikala Bagge.
Hun kan dog ikke sætte en tidshorisont på restaureringsarbejdet, da det både afhænger af fremgangsmetoden, forsikringsselskabet og menighedsrådet.
På Nationalmuseet har de allerede restaureret Emil Noldes maleri én gang før, da det var i deres hænder tilbage i 1980.
Det er en hjælp til det fremtidige restaureringssarbejde med maleriet, fordi konservatorerne derfor har en rapport med billeder af maleriet i originalstand at arbejde ud fra.
"Middag i Emmaus" er malet af Emil Nolde i 1904.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet