Mand anholdt for at fremme højreekstrem terrorgruppe

Efter længere efterforskning hos PET er en mand anholdt for at fremme terrorgruppe.

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand er ifølge Københavns Vestegns Politi anholdt og sigtet for at fremme en international højreekstremistisk terrorsammenslutning.

Senere tirsdag bliver manden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at anholdelsen er sket på baggrund af en længerevarende efterforskning hos Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Politiet oplyser da heller ikke, hvad manden er sigtet for at have gjort, som skulle have fremmet en terrorgruppe.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at anklagemyndigheden vil bede dommeren om at holde tirsdagens retsmøde uden adgang for offentligheden, og af den grund samt af hensyn til den videre efterforskning ønsker politiet ikke at oplyse yderligere.

Retten i Glostrup oplyser, at der tirsdag eftermiddag er retsmøde i sagen.

Ifølge Ritzaus oplysninger er den sigtede en mand i 20'erne fra Vallensbæk/Ishøj syd for København. Han er blandt andet tilknyttet en nationalistisk gruppe kaldet Folkets Flamme.

Foreningen har tidligere blandt andet arrangeret demonstrationer under parolen "Folkets Flamme - Vi brænder for Danmark".

Flere medier hjemmehørende på den politiske venstrefløj, som ser det som deres opgave at overvåge det højreekstreme miljø, har flere gange omtalt manden i forskellige sammenhænge.

Blandt andet har det været omtalt, at han har været tæt knyttet ideologisk til en person kendt fra den offentlige debat.

Et af medierne er magasinet Arbejderen, som er ejet af Kommunistisk Parti. I en artikel på magasinets hjemmeside fremgår det, at manden skulle stå i spidsen for flere højreekstremistiske kanaler på den krypterede kommunikationsplatform Telegram.

Arbejderens artikel er udarbejdet af Researchkollektivet Redox, der betegner sig selv som en antifascistisk researchgruppe.

Ifølge artiklen skal den nu sigtede mand have delt videoer fra den højreekstreme organisation Atomwaffen Division og den britiske nynazistiske organisation Combat 18.

Ifølge Center for Terroranalyse (CTA), som hører under PET, er især unge og sårbare, for eksempel personer med psykiske lidelser i størst risiko for højreradikalisering.

Det fremgår af udgivelsen "Vurdering af terrortruslen mod Danmark 2024".

Her skriver CTA, at det højreekstremistiske miljø i Danmark består af forskellige netværk, såvel fysiske som virtuelle. Den største risiko for at blive radikaliseret er i forskellige online fora.

Rekrutteringen til de højreekstremistiske miljøer er i de senere år blevet mere opsøgende og foregår ved, at potentielt interesserede fra åbne gruppe inviteres ind i mere lukkede fora. Herfra bliver de interesserede i nogle tilfælde inviteret til at deltage i aktiviteter i den virkelige verden.

I foråret blev en 17-årig dreng idømt syv års fængsel for at tilslutte sig gruppen Feuerkrieg Division og for at have forsøgt at hverve en kammerat til gruppen. Den sag er anket til Højesteret.

/ritzau/