Mand anholdt for at jage folk med sin bil

En 42-årig mand er anholdt for gennem de seneste dage at have påkørt flere fodgængere, en cyklist og en butiksrude i Brabrand og Viby ved Århus.

Ifølge politiet har den 42-årige mand bevidst forsøgt at påkøre de bløde trafikanter i hans nærhed. Han er nu frivilligt indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Onsdag gik det ud over en fodgænger på Emmasvej i Brabrand, ligesom en cyklist måtte undvige mandens kølerhjelm ved at køre ind i et vejskilt. Ingen kom alvorligt til skade.

Den 42-årige rundede dagen i Brabrand af med at køre ind i en butiksrude.

Og torsdag var den så gal igen, da manden - ifølge politiet - med fuldt overlæg forsøgte at påkøre en mand på et autoværksted i Viby.

Fredag er det politiet, der sidder bag rattet, når den 42-årige skal bringes til grundlovsforhør ved Retten i Århus, sigtet for at udsætte andre for fare.

/ritzau/

Østjyllands Politi har anholdt en 42-årig mand, der de seneste dage har forsøgt at påkøre folk med sin bil. Manden er nu indlagt på psykiatrisk hospital.

Offentliggjort Sidst opdateret