Mand anholdt for drab på bekendt i Aalborg
Foto: Torben Hansen /Scanpix
Torben Hansen /Scanpix
En 59-årig mand, der mandag blev fundet død i en lejlighed på Kastetvej i Aalborg, blev slået ihjel.
Politiet betragtede fra starten mandens død som et såkaldt mistænkeligt dødsfald. Kriminalteknikere og en retsmediciner blev derfor kaldt til lejligheden midt på eftermiddagen.
Først på aftenen kunne retsmedicineren slå fast, at manden var blevet dræbt.
- Ifølge retsmedicineren er han død som følge af stump vold, fortæller politikommissær Lars Nørskov Jørgensen fra Nordjyllands Politi.
Politiet har anholdt en 56-årig mand i sagen.
- Han er sigtet for drab og subsidiært for vold med døden til følge, siger Lars Nørskov Jørgensen og tilføjer, at den mistænkte vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag over middag.
Politiet kan endnu ikke sige, hvornår den 59-årige er blevet dræbt.
- Det ved vi ikke præcist, men han har ikke ligget der i flere dage, siger politikommissæren.
Han fortæller, at de to mænd kender hinanden, men han ønsker mandag aften ikke at oplyse yderligere om sagen.
Det er således ikke muligt at få oplyst, hvad den 56-årige siger til sigtelsen eller om politiet kender motivet til forbrydelsen.
Lars Nørskov Jørgensen vil mandag aften heller ikke fortælle om enten den dræbte eller den mistænkte er kendt af politiet i forvejen.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde