Mand anholdt - forskansede sig i lejlighed med sine seks børn
En 45-årig mand er onsdag aften blevet anholdt efter en længere politiaktion. Han fremstilles i grundlovsforhør torsdag. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Mand nægtede at forlade lejlighed eller give politiet adgang. Han fremstilles i grundlovsforhør torsdag.
En 45-årig mand er onsdag aften blevet anholdt på en adresse på Storegårdsvej i Brønshøj, hvor han siden tirsdag aften havde forskanset sig med sine børn.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Københavns Politi fik anmeldelsen tirsdag aften klokken 20.46. Herefter rykkede man ud til adressen, hvor der ud over manden befandt sig seks børn i alderen 2-16 år. Børnene er efter omstændighederne i god behold.
Politiets forhandlere har siden tirsdag aften ad flere omgange været i dialog med manden, som længe nægtede at forlade lejligheden eller at give politiet adgang hertil, lyder det.
Vicepolitiinspektør Lasse Michelsen fra Københavns Politi siger, at man hele tiden har haft som mål "at få løst situationen så skånsomt som muligt for de involverede parter".
- Derfor har vi også prioriteret dialogen med den 45-årige samtidig med, at vi har været klar til at gribe ind, hvis det af sikkerhedsmæssige årsager blev nødvendigt, siger han i pressemeddelelsen.
Vicepolitiinspektøren er samtidig meget opmærksom på, at politiets talstærke og synlige tilstedeværelse skabte bekymring hos nogle af beboerne i området.
- Det er helt naturligt, at et så stort et politiopbud kan skabe utryghed hos nogle borgerne. Derfor valgte vi også at sende vores lokalbetjente og den mobile politistation ud til området, så borgerne havde mulighed for at få en snak om deres oplevelse omkring hændelsen.
- Jeg håber, at det har været med til at genskabe trygheden hos dem, der har været bekymrede, siger Lasse Michelsen.
Anholdelsen skete klokken 21.29. Den 45-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af torsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker