Mand anholdt i Zürich efter kup i Danmark

Politiet har efter flere måneders efterforskning anholdt en 27-årig mand, der sættes i forbindelse med et spektakulært bankkup mod Danske Bank i København. Det skriver eb.dk.

Den 27-årige mand er fra Kosovo og har siden den 13. august været efterlyst af politiet. Han var dog ikke selv klar over, at politiet i Danmark havde en europæisk arrestordre på ham, da han i sidste uge blev anholdt i lufthavnen i Zürich.

- Vi sender to betjente derned på onsdag for at hente ham, og så bliver han fremstillet i dommervagten på torsdag, fortæller politikommissær Henning Schou Kofoed fra Københavns Politi.

Bankkuppet skete tilbage i maj, da tyvene op til en weekend sneg sig ind i banken ved at distrahere personalet. De skjulte sig i boksrummet, da banken lukkede og borede i løbet af weekenden låsene på kundernes bankbokse op.

Da banken åbnede mandag morgen, spadserede tyvene væk med udbyttet.

/ritzau/

Politiet har anholdt en 27-årig mand fra Kosovo, der menes at være en af gerningsmændene bag snedigt bankkup i København.

Offentliggjort Sidst opdateret