Mand anklages for brandbomber mod Folketinget
Christiansborg var i februar mål for en dengang 31-årig mand, der angiveligt kastede brandbomber. Nu kræves han dømt for at have antastet Folketinget. (Arkivfoto) Foto: Colourbox/Free
Colourbox/Free
Københavns Politi har rejst tiltale mod nu 32-årig mand efter episode med brandbomber ved Christiansborg.
En 32-årig mand er blevet tiltalt for at have angrebet Folketinget ved at kaste brandbomber mod Christiansborg i februar.
Det oplyser Københavns Politi. Sagen kommer for retten sidst i november.
Manden har siddet varetægtsfængslet siden 9. februar. Ved grundlovsforhøret, hvor en dommer besluttede at varetægtsfængsle ham, erkendte han sig skyldig i hærværk. Han nægtede dog forsætlig brandstiftelse.
I forbindelse med varetægtsfængslingen afviste han at have et politisk motiv.
- Jeg var frustreret. Det har ikke noget med den politik, der bliver ført derinde, sagde manden ifølge Ekstra Bladets referat.
Han havde ikke noget imod det, da han var blevet anholdt af en motorcykelbetjent.
- Jeg ved, at der er forkert, og at jeg kommer på skideren nu. På den anden side føler jeg mig allerede på skideren, sagde han dengang.
Anklagemyndigheden har besluttet at rejse tiltale efter en paragraf, som sjældent tages i brug. Den drejer sig om at antaste Folketingets frihed og sikkerhed.
Anklageren i sagen er Kristoffer Petersen.
- Det er en sag, vi tager yderst alvorligt. Som demokratisk samfund kan vi ikke acceptere nogen form for angreb mod vores folkestyre på denne måde, siger han i en pressemeddelelse.
Den bestemmelse, som anklageren mener at kunne føre bevis for, hører til de mest alvorlige i straffeloven. Strafferammen i § 113 er fængsel op til 16 år.
Tiltalen drejer sig om handlinger, der skete 7. og 8. februar.
Dengang fortalte politiet blandt andet om, at der tæt på midnat fredag 7. februar var blevet kastet en molotovcocktail mod Dronningeporten i Prins Jørgens Gård ved Christiansborg. Den var dog gået ud af sig selv.
Varetægtsfængslingen i februar begrundede dommeren i Københavns Byret i øvrigt med, at der var risiko for, at han på fri fod ville gøre noget lignende.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde