Mand bag justitsmord: Den ene løgn tog den anden
Med lav stemme og masser af suk i stemmen fortæller en 36-årig mand Retten i Odense tirsdag, hvorfor han igen og igen har løjet over for politiet om røverier, som ikke fandt sted.
I et tilfælde var hans historier årsag til, at en uskyldig blev dømt for røveri i 2004.
- Gennem hele min opvækst har jeg brugt løgne til at forsvare mig selv og til at gøre mig selv til mere, end jeg er, forklarer den tætbyggede mand.
- Den ene løgn tog den anden, siger han.
I sagen om et påstået røveri i en baggård nær hans arbejdsplads, en restaurant, gentog han løgnen flere gange.
Først kom han med en historie om et signalement af en mand i en sort Adidas-trøje.
- Det var ud af den blå luft. Det var pisseuheldigt, at C. havde den skide Adidas-trøje på, siger han.
Da politiet havde anholdt C., udpegede han ham i patruljevognen. Også i både byretten og landsretten vidnede han mod den uskyldige mand.
Anklageren, advokaturchef Mette Lise Bakkely, ville vide, hvorfor han ikke sagde fra, da han så konsekvenserne.
- Jeg var en så stor kujon, at jeg ikke kunne sige fra, siger den 36-årige, der arbejder som kok.
I flere tilfælde har han indgivet falske anmeldelser, og han har også bedraget et forsikringsselskab i forbindelse med et fingeret indbrud.
Manden blev afsløret i januar, da han kom med en dramatisk historie om, at han havde afværget et røveri mod en sparekasse i Svendborg.
Det fik han en dusør på 1000 kroner for af politiet, som dog begyndte at fatte mistanke til ham.
Den uskyldigt dømte var rasende over forløbet - og han truede også den 36-årige på livet, hvilket han også blev dømt for.
Den dømtes bistandsadvokat kræver cirka 450.000 kroner i alt i erstatning. Heraf udgør 337.000 kroner den takstmæssige erstatning for afsoningen, men oveni kommer salæret til forsvarer og godtgørelse for tort.
Politiet kræver dusøren tilbagebetalt. Til slut i retsmødet fik den 36-årige det sidste ord:
- Jeg vil gerne sige undskyld til C. sammen med politiet, når det her er overstået.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde