Mand besteg 70 meter høj skorsten i Aalborg
En ung mand fra Aalborg besteg tidligt søndag morgen en af Nordjyllands højeste punkter, da han klatrede op til toppen af en 70 meter høj skorsten.
Modet svigtede dog, da han skulle ned igen, og så måtte politiet træde til.
Om det var den nylige fuldmåne eller trang til en omgang natlig motion, der drev manden op i højderne, ved vagtchef Per Vagn Nielsen fra Nordjyllands Politi ikke.
- Han er kørt til den psykiatriske skadestue, fortæller vagtchefen, da manden tidligt søndag morgen er kommet vel ned på jorden igen.
To medarbejdere fra Beredskabsstyrelsen klatrede op i skorstenen med sikkerhedsudstyr for at hjælpe ham ned.
Det tog en times at få ham overtalt, og selve nedturen tog også en time.
Ifølge vagtchefen kontaktede en bekendt til skorstensklatreren politiet lige før klokken fire. Og så stod politiet med en speciel og usædvanlig opgave.
- Hvordan de to har været i kontakt med hinanden, ved vi ikke. Men den 23-årige turde ikke kravle ned igen. Beredskabsstyrelsen kom først med en stigebil, men den batter ingenting, når man skal 70 meter op i luften, fortæller han.
Fjernvarmeværket ligger på Borgmester Jørgensens Vej og er omgivet af sikkerhedshegn.
- Manden er kravlet over hegnet, og så har han anvendt en wire til at komme op til stigen på ydersiden af skorstenen. Stigen er placeret fem meter over jorden, siger Per Vang Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub