Mand blev reddet ud af brændende hus

Nabo hørte hosten fra ejendom i Rødding. 60-årig fløjet til Rigshospitalet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand er lørdag formiddag blevet fløjet fra Rødding til behandling på Rigshospitalet.

Med røgforgiftning blev han reddet ud af et brændende hus, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politis vagtchef.

Den tilskadekomne er 60 år, oplyser vagtchefen til Ritzau. Meldingen indløb via 112 lidt før klokken 09.30.

Det var en nabo, der opdagede branden, oplyser regionalmediet jv.dk.

- Naboen kunne høre hosten fra første sal, og så var vi jo klar over, at der var nogen i huset, siger indsatsleder Jan Riis fra TrekantBrand til jv.dk.

Røgdykkere blev sendt ind i ejendommen for at redde personen. Han havde mistet bevidstheden under forsøget på at komme ud, viste det sig.