Mand blev såret af knivstik under muligt bandeopgør
Der var tilsyneladende tale om en form for bandeopgør, da to grupper tidligt onsdag aften stødte sammen på Den Røde Plads på Nørrebro i København, og en mand blev stukket i siden med en kniv.
- Vi får en melding om, at to grupper er oppe at slås med knive og køller, fortæller vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi til Ritzau.
- Men da vi når frem, er alle forsvundet, og der er hverken knive eller køller, fortsætter han.
Senere dukker en mand op på Bispebjerg Hospital med et knivstik i siden. Han bliver bragt til sygehuset af flere banderelaterede personer, muligvis fra banden Brothas.
- Jeg ved ikke, om de var fra Brothas, men vi mener, at de har banderelationer, og at opgøret var banderelateret, siger den centrale efterforskningsleder Kenneth Jensen.
- Det er dog uklart, om der er tale om et internt opgør, eller om der er tale om to forskellige grupperinger, fortæller han.
Vidner kunne fortælle politiet, at den mulige gerningsmand var stået på en bus.
- Den får vi standset på Nørrebrogade ud for nummer 48, og vi anholder en mand, som vi mistænker for at være gerningsmanden, siger Kenneth Jensen.
Politiet har hverken fundet knive eller køller på Nørrebrogade, men man mener, at man har fundet den kniv, der blev brugt.
- Den anholdte havde en kniv på sig, og vi mener, at det var den, som den forurettede blev stukket med, forklarer den centrale efterforskningsleder.
Offeret for knivstikkeriet er overført til Rigshospitalet og skulle være uden for livsfare.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker