Mand blev skudt og smidt i mergelgrav ved Herlufmagle
Politiet onsdag under efterforskningen i mergelgraven ved Herlufmagle på Sydsjælland. Foto: Per Rasmussen/POLFOTO
Per Rasmussen/POLFOTO
Politiet sætter nu navn på mand, der blev fundet død på Sydsjælland. Han forsvandt fra København i januar.
Den mand, som nogle drenge forleden fandt i en mergelgrav ved Herlufmagle, er blevet dræbt af skud.
Det oplyser politiet fredag ved middagstid.
Offeret er den 34-årige Jonathan Holst Nielsen, lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Liget af manden blev fundet tirsdag i en mergelgrav, der ligger på en mark nær Suså Landevej.
Jonathan Holst Nielsen var desuden bundet på hænder og fødder.
På liget var fastgjort vægte. På den måde forsøgte gerningsmanden eller -mændene tilsyneladende at få liget til at synke til bunds i vandet, formoder politiet.
Den 34-årige boede i København. Han blev meldt savnet 25. januar i år.
Det var nogle drenge, der gjorde det uhyggelige fund, da de var ude for at finde et godt sted at fiske, har Sjællandske oplyst.
Men i vandet fik de pludselig øje på liget.
De forskrækkede drenge ringede derefter til deres forældre, og så blev politiet alarmeret.
Dykkere blev kaldt ud, og området blev afspærret.
Siden har efterforskere og kriminalteknikere været sat ind i efterforskningen.
Ifølge en teori, som Ekstra Bladet fredag har refereret, kan drabet måske forbindes til et opgør om et parti hash.
Tilsyneladende har nogen ment, at den 34-årige skulle have stjålet illegale varer fra en hashliga, skriver bladet.
Imidlertid ønsker vicekriminalinspektør Søren Ravn-Nielsen fredag ikke at udtale sig om teorien.
Jonathan Holst Nielsen boede i Valby med sin kæreste, skriver bt.dk.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker