Mand blev stukket i nakke og ansigt - 27-årig fængslet
En 27-årig mand er blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg i sag om knivstikkeri i Gadevang ved Hillerød.
Efter et grundlovsforhør søndag formiddag er en 27-årig mand fra Lyngby blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg i sagen om et knivstikkeri i Gadevang ved Hillerød.
Det oplyser anklager ved Nordsjællands Politi Christina Grue til Sjællandske Nyheder.
Den 27-årige er blevet varetægtsfængslet frem til 9. februar. Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.
En 37-årig mand blev natten til lørdag fundet stukket flere gange med kniv. Mandens tilstand blev lørdag beskrevet som stabil, og han var ikke i livsfare.
Af sigtelsen mod den 27-årige fremgår det ifølge Sjællandske Nyheder, at den 37-årige blev stukket med kniv i nakke, flanke, ryg og ansigt. Der blev ligeledes udøvet vold mod mandens ansigt, så han led et stort blodtab.
Ved ankomst til hospitalet blev han lagt i kunstigt koma, skriver Sjællandske Nyheder fra sigtelsen.
Sent lørdag eftermiddag meddelte politiet, at man havde anholdt den 27-årige, som nu er blevet fængslet.
Ekstra Bladet skrev lørdag på baggrund af kilder fra rockermiljøet, at den 37-årige, der blev stukket, er prøvemedlem i rockergrupperingen Comanches.
Det ville politiet over for Ekstra Bladet hverken be- eller afkræfte.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker