En 44-årig mand fra Hjørring har tilstået en lang stribe af indbrud i nordjyske sommerhuse. Hele 64 indbrud har manden indrømmet at stå bag.
Han er hovedsagelig gået efter mad og drikkevarer, og har åbenbart begået en del af indbruddene for at få tag over hovedet. Manden har simpelthen boet i nogle af husene.
- Han har tilsyneladende i en periode ikke haft noget sted at bo, siger Peter Skovbak Pedersen, der er leder af straffelovsektionen hos lokalpolitiet i Hjørring.
Det er sommerhuse i sommerhusområder i Tversted og Ålbæk i Hjørring og Frederikshavns kommuner, der har haft besøg af den overnattende indbrudstyv i de sidste par måneder.
Nordjyllands Politi kom på sporet af manden, som politiet kender i forvejen, i forbindelse med efterforskningen af nogle indbrud i Tversted i november.
- Siden har vi ledt efter ham uden at finde ham, og vi har også haft ham efterlyst, og nu er han åbenbart blevet træt af at gemme sig, siger Peter Skovbak Pedersen.
Mandag henvendte manden sig af egen drift på politistationen i Hirtshals og tilstod ikke mindre end 64 indbrud, der alle er foregået i de seneste to måneder, altså i den periode, hvor han har leget gemmeleg med politiet.
Den 44-årige indbrudstyv blev tirsdag efter et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring varetægtsfængslet indtil den 14. februar.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde