Mand døde efter påkørsel til fodboldfest

Den 30-årige mand, der blev fundet død i Valby under en fodboldfest, blev efter alt at dømme ramt af en bil, mens han lå og sov på en græsplæne.

Det er politiets foreløbige vurdering af sagen.

Det var lidt over midnat søndag den 14. august, at politiet blev tilkaldt til Hornemanns Vænge i Valby, hvor manden blev fundet død under en fest for fodboldklubben Rikken F.C.

Siden har drabsafdelingen i Københavns Politi efterforsket sagen, og tirsdag aften blev en 31-årig mand sigtet for uagtsomt manddrab og for at have efterladt en person i hjælpeløs tilstand.

Den sigtede skulle ifølge politiet have bakket med en varevogn inde på plænen, og så på den måde have ramt den 30-årige.

Der er endnu ikke taget stilling til, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.

/ritzau/

Mand mistede livet, da han lå og sov på en græsplæne i Valby. Han blev formentlig ramt af en bil.

Offentliggjort Sidst opdateret