Mand dræbt af knivstik - samlever anholdt

En mand omkring 40 år er død efter at være blevet stukket i brystet med en kniv fredag aften i Hvidovre. Politiet har anholdt mandens kvindelige samlever.

Knivstikkeriet fandt sted kort før klokken 20, og cirka halvanden time efter modtog vagtcentralen hos Københavns Vestegns Politi besked om, at knivstikkeriet havde haft tragiske konsekvenser.

- Manden er afgået ved døden, og det gør, at vi nu behandler sagen som en drabssag, siger politiets vagtchef Peter Grønbek til Ritzau.

Knivstikkeriet fandt sted på en adresse på Lindelundsvej i Avedøre i den nordvestlige del af Hvidovre Kommune.

- Vi modtager en anmeldelse klokken 19.48 om noget knivstikkeri, og da vi når frem, finder vi en mand i 40-års-alderen, der er blevet stukket i hjerteregionen, siger Peter Grønbæk.

Manden blev med politieskorte kørt i ambulance til Rigshospitalets Traumecenter, hvor man er specialister i blandt andet at behandle alvorlige knivlæsioner. Men lægerne magtede ikke at redde mandens liv.

Efter alt at dømme har der været tale om en form for uoverensstemmelse i et parforhold. I hvert fald har politiet anholdt mandens kvindelige samlever.

- Hun vil blive sigtet for drab, og i morgen vil hun blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, siger Peter Grønbæk.

Politiet kendte fredag aften ikke til de nærmere omstændigheder, som er gået forud for drabet. Ekstrabladet.dk skriver, at manden skulle have fortalt, at der var tale om et uheld, da han blev afhentet af ambulancen.

- Det er ikke noget, jeg kan bekræfte, fortæller Peter Grønbek.

Vagtchefen kan heller ikke oplyse, om der har været andre personer til stede på adressen.

/ritzau/

Kvinde anholdt for at have knivdræbt mand i Hvidovre.

Offentliggjort Sidst opdateret