Mand dræbt af skud i Kastrup

En mand blev tirsdag eftermiddag fundet dræbt af skud i et rækkehus på Hyld Ager i Kastrup, oplyser Københavns Politi.

Kort før middag blev politiet alarmeret, fordi en mand blev set i området med et jagtgevær i hænderne.

Politiet rykkede ud og slog ring om kvarteret. Liget i rækkehuset blev hurtigt fundet, og manden med jagtgeværet lod sig frivilligt anholde uden nogen form for dramatik, oplyser drabschef Ove Dahl.

- Vi kender ikke motivet nærmere, men der kan være - og jeg understreger "kan være" - tale om en familietragedie af en eller anden slags, siger drabschef Ove Dahl.

De pårørende er endnu ikke underrettet.

/ritzau/

En mand blev tirsdag dræbt af skud i et rækkehus i Kastrup. Politiet har anholdt en mand. Der kan ifølge politiet være tale om en familietragedie.

Offentliggjort Sidst opdateret